Orkide Vinduet

OV - Orkide Vinduet
Du er her: orkidevinduet.dk: forside > artikler > vandkvalitet

Orkide Vinduet: Artikler - Vandkvalitet

Liv er baseret på tilgængeligheden af vand; kvaliteten af det vand vi bruger til at vande vores orkideer med er ligeledes af afgørende betydning for orkideernes trivsel. Derfor kan det være en god ide at kontrollere saltindholdet af ens vand, samt pH niveauet. Desto lavere salt indhold der er til at starte med, desto flere af de "rigtige" gødningssalte kan man selv tilføje, for selvom gødningsposen har en anbefalet dosis, så er det jo ikke sikkert den passer til dit vands startindhold af salte.

Nu skal man ikke panikke, men det kan faktisk være en ide at investere i måleudstyr. Eller måske finde en der har udstyret og få ham til at hjælpe med at måle ens vand, før og efter tilsætning af gødning. Bruger man postevand kan man prøve at finde de analyser, som vandværket jævnligt får lavet af sit vand.

Model: Hanna Instruments TDS måler
Der findes primært to former for måleinstrumenter til måling af indholdet af næringssalte i vandet. Den ene gruppe måler ledningsevnen; salte leder strøm og derfor kan man herudfra konkludere salt indholdet, måleenheden er µS/mS/microsiemens. Dette kan dog snyde da urea f.eks. ikke leder strøm, men absolut kan svide rødderne, ligeledes variere alle salte i deres evne til at lede salte. Den anden, og ofte dyrere type, viser indholdet af salte i vandet, enheden her kaldes for TDS (totally dissolved salts/totalt opløste salte i mg per liter). Tommelfingerreglen er at 1000 µS svarer til 666 TDS, dvs. en omregnings faktor på 0,67. Men som sagt er der forskel på de to metoder, og der er derfor ikke altid præcis dette forhold imellem de to måleenheder, da ikke alle salte leder strøm lige godt.

Hvad gør man hvis ens vand har et for højt salt indhold? Man kan faktisk at gøre mange ting. Man kan f.eks. koge vandet for at få kalken til at bundfælde, filtrere vandet gennem en tørveklyne for at fjerne nogle af de uønskede salte(sænker også pH værdien), behandle vandet kemisk, eller vælge at investere i et Omvendt Osmose (RO) anlæg (vandet filtreres og gødningssaltene separeres, der er dog et relativt stort vandspild involveret i processen). Kemisk behandling kan enten ske ved tilsætning af saltpetersyre hvorved calcium carbonat (kendt som kalk) om dannes til calcium nitrat, som kan optages af planten. Ligeledes kan oxalsyre tilsættes hvorved kalken bundfældes. Begge kemiske metoder kræver dog stor forsigtighed og at man har sat sig ind i hvad man laver, og kan derfor ikke anbefales. I alt er der faktisk en del ting man kan vælge at gøre, alt efter temperament og pengepung.

Regnvand har typisk en værdi på 0-50µS, mens vandværks vand kan ligge væsentlig højere, men varierer alt efter hvor vandværket får sit vand fra. Er vandet på over 200µS, inden tilsætning af gødning, begynder det at være mindre egnet til orkide dyrkning og man bør begynde at overveje om forbedringer kan gøres for at sænke dette tal, men orkideer kan klare de mest utrolige ting.

Det er svært at rådgive omkring hvilket gødningsniveau der er bedst, og det er egentlig også udover det jeg vil opnå med denne artikel. Men jeg vil lige nævne at det kan betale sig at lære om sine orkideer, nogle elsker gødning (f.eks. Cymbidium), mens andre har mere moderate krav, og decideret kan tage skade af for megen gødning. Et godt bud er derfor at gøde forsigtigt, øg kun dosis langsomt og hold øje med tegn på over/under-doserings. Underdosering er knap så skadelig som overdosering, hvor rødderne ofte tager alvorligt skade og planten derfor kan komme i alvorlige problemer. Det er svært at give præcise råd, da lys, temperatur, dyrkningsmedie mv. alt sammen spiller ind, så hvad virker for en dyrker, behøver ikke at være den bedste opskrift for alle andre dyrkere. Starter man dog med vand på omkring 250-µS er det nok ikke helt galt, men rigeligt til at slå f.eks. en Disa ihjel, så læs og lær om dine orkideers forskellige krav.

Model: Hanna Instruments pH måler
pH niveauet er også vigtigt, eftersom orkideer optager gødning bedst ved en pH mellem 5,5 og 7, dvs. svag syre til neutralt pH niveau, det er dog ikke alle orkideer som har præcist samme krav. Regnvand er normalt udmærket. Husk at pH værdien kan blive væsentligt ændret efter tilsætning af gødning, så kontroller værdien både før og efter. Specielt R/O vand er meget følsomt, da man har fjernet alle de elementer der virker som buffer for pH værdien ved tilsætning af f.eks. gødning. Kalk er f.eks. rigtig god til at balancere pH værdien, så hvis kalk niveauet er højt kan man tilsætte næsten al den syre man vil og det ændrer ikke synderligt på pH niveauet. Kalk er en salt og se ovenover for ideer til hvordan denne kan fjernes fra vandet. Er pH værdien for høj kan man evt. filtrere vandet igennem en tørveklyne, eller bruge kemiske midler.

Bruger man regnvand kan man let få problemer med f.eks. uønskede alger, bakterier, svampespore mv. som formerer sig i vandbeholderen, dog afhængig af indsamlings og opbevarings forhold. Dette kan i stor grad afhjælpes ved at opbevare vandet mørkt, samt evt sørge for at vande iltes og holdes i bevægelse. Men alligevel kan der være problemer med bakterier og svampesporer, dette kan afhjælpes ved at bruge UV lys, som desinficerer det vand som løber igennem filtret. Algerne er dem som det er lettest at komme af med, skal svampespore og bakterier fjernes kræver det en højere lys intensitet. Men vandet behøver jo heller ikke at være helt sterilt.

Husk også at det dyrkningsmedie som anvendes har betydning for pH og ledningsevnen i det vand orkideerne har til rådighed. Bark er naturligt svagt syrligt, i starten bruger mediet gødning i nedbrydningsprocessen, senere frigives gødning. Rockwool er neutralt, men har en tendens til at blive basisk, frigiver og bruger ingen gødning. Jeg vil dog her henvise til de andre artikler om valg af dyrkningsmedier og gødning, som der tidligere har været bragt i bladet, hvis man vil vide mere om de forskellige gromedier.

Generelt måler vi ikke selv hele tiden, da vi jo bruger det samme vand hver gang. Men med jævne mellemrum måler vi; der kan jo være sket ændring i parametrene (f.eks. skidt i tagrenden eller vandværket tager ny boring i brug). Man kan også komme langt uden disse hjælpemidler, med lidt god sund fornuft kommer man jo langt. F.eks. bør man når man indsamler regnevand holde sine tagrender og taget rent, undgå også zink tagrender, som kan tilføre nogle salte som virkelig kan være skadelig for planterne. Opbevaring af vandet bør også overvejes, generelt er det bedst med en mørk lys og kølig placering. Ved opsamling af regnvand efter en tør periode er det bedst at lade taget skylle rent før man begynder opsamling.

Trives ens orkideer så er der nok ikke den store grund til panik, men det kunne jo være at det kunne blive endnu bedre.

  • Elektronisk pH og ledningsevne målere: gartnerforretninger eller specialist akvarium forretninger. Et gængs mærke er Dist 3 (4) og pHep fra Hanna Instruments, et andet nyt mærke er Transinstruments, som også laver begge typer måleinstrumenter. Vær opmærksom på at ledningsevne måleren skal kunne måle relativt nuanceret mellem 0 og 1999uS. Priserne ligger fra 250kr og op.
  • Lakmuspapir/væskesæt til afprøvning af pH og hårdhed, fås for væsentlig mindre end de elektroniske apparater hos de fleste akvarieforretninger, men er lidt mere omstædigt at bruge.
  • Kemikalier: Akvarieforretningerne har også mange af de kemikalier som man kan bruge til at sænke pH eller bundfældning af kalk. Bivirkninger på orkideer kan dog ikke udelukkes.
  • Tørveklyne til sænk af pH og rensning af vand: planteskoler og lignende steder. Under 100kr.
  • Omvendt Osmose anlæg: Kan igen købes hos specialforretninger for gartnere eller i specialist akvarium forretninger. Priser fra 1000kr og op.
  • UV behandling: 800/1000kr og op hos specialist akvarium/havedams forretninger.

    Akvarieudstyr.dk Laplandsgade 11, 2300 Kbh.S, Tlf. 35362332 www.akvarieudstyr.dk
    Cichlide Centret ApS. Bækkeskovvej 9, 2665 Vallensbæk strand, Tlf. 43530016 www.cichlidecentret.biz
    Garta Forretninger på Grønttorvet Kbh, Odense, Kolding, Århus www.garta.dk
    Zoozity A/S Rebæk Søpark, 2650 Hvidovre, Tlf. 36484455 www.zoozity.dk
    Havecentre mv Brug din lokale telefonbog til at find nærmest sælger.
Tjek dog selv salgsbetingelser og tilgængelighed, der ligger måske også en anden god forretning i dit nærområde, som kan dække dit behov.

Artiklen har tidligere været bragt i Orkideer (2006), men er blevet lettere redigeret i 2007.

Opdateret d. 2-7-2007Copyright 1999-2007 Karen B. Frederiksen

Tips til indkøb
Gode begynderplanter
Ordliste
Myter om orkideer - NY

Lys
Vand & Vanding
Temperatur
Gødning
Formering & Deling
Vandkvalitet og forbedring - NY

Orkide fossil fundet - NY
Hvad er en orkide - NY
Sophronitis eller Laelia

Orkideer & Internettet - ny!

Orchidegartneriet
OrchideHuset

Vilde orkideer
www.orkidevinduet.dk
- dit vindue ind i orkideernes verden
Copyright © 1998-2013
OrkideVinduet & diverse bidragsydere.